Prismodtager 2022
SMiD-prisen uddeles til en person, der gennem sit virke har bidraget positivt og eksemplarisk til medieforskningen som felt og/eller miljø i Danmark. Prisen kan altså gives på baggrund af såvel forskningsmæssige meritter som bidrag til udviklingen og udbredelsen af forskningsmiljøer, netværk og praksisser. SMiD-prisens formål er kollegialt at anerkende alt det gode, prismodtageren i sit virke har gjort for medieforskningen i Danmark.
Vi er glade og stolte over at kunne præsentere årets modtager:
Forskningsmæssigt favner Anne Jerslevs ekspertise bredt, da hun har publiceret inden for både filmog medievidenskabelige kerneområder såsom kvinder i film og tv, kultfilm, reality-tv og celebritykultur. Hun har i sin forskning anlagt historiske, æstetiske og modtagerrelaterede perspektiver, bidraget til teoriudvikling og undersøgt centrale forskningsspørgsmål empirisk. Spændvidden i Anne Jerslevs faglige interesser og perspektiver vidner om hendes enestående evne til at spidsformulere centrale spørgsmål om film- og mediekulturens udvikling samt mediernes rolle i populær- og samfundskulturen af stor relevans både inden for og uden for universitetet.
Kvaliteten og originaliteten af Anne Jerslevs forskning bekræftes af de mange forskningsbevillinger, hun som hoved- eller medansøger har fået tildelt gennem sin karriere, bl.a. fra Danmarks Frie Forskningsfond og VELUX, til projekter om f.eks. realisme i visuel kultur, grænsedragninger i mediekulturen,
ældre i medierne mm. Dertil kommer de mange nationale og internationale forskningsnetværk, som hun har initieret, koordineret eller været del af. Endelig bekræftes hendes internationale anerkendelse af de æresudpegninger, hun har modtaget, og inviterede forskningsophold, hun har været på, gennem sin karriere, bl.a. ved UCLA og universiteterne i Oslo og Trondheim.
Anne Jerslev er en meget aktiv og forbilledlig formidler af sin forskning – hendes mange publikationer er originale, velskrevne og skarpe og præsenterer komplekse problemstillinger på en interessant og inspirerende måde. Hun er en dygtig underviser og vejleder, der gennem tiden har engageret og begejstret et utal af studerende og nye forskere. Endelig er hun en meget aktiv formidler af sin viden, da hun har været en synlig stemme i den offentlige debat gennem hele sin karriere. Hermed har hun bidraget til at gøre offentligheden klogere på film- og mediekulturen, også længe før forskningsformidling blev indskrevet i universitetsloven.
Endelig har Anne Jerslev alle år lagt et stort arbejde i at bidrage aktivt til at udvikle universitetet som organisation og i at lede og udvikle de faglige miljøer og uddannelser i film- og medievidenskab, bl.a. som afdelingsleder, vice-institutleder, institutleder; som forperson for SMID; som redaktionsmedlem og/eller redaktør af tidsskrifter som Nordic Journal of Media Studies og Mediekultur; og som medlem af og/eller bedømmer for danske, svenske, norske og finske forskningsråd. Hun har også være med til at skabe en karrierevej for talentfulde såvel yngre som ældre forskere ved at sidde i talrige bedømmelses- og ansættelsesudvalg i forbindelse med afhandlinger og stillinger. Disse hverv vidner alle om, at Anne Jerslev gennem hele sin karriere har vægtet det at fremme den bredere udvikling og udbredelse af film- og medievidenskaben i Danmark såvel som internationalt højt.
Utrolig mange film- og medieforskere, -studerende og -professionelle har draget stor nytte af Anne Jerslevs viden, skarphed og faglige generøsitet, og med denne nominering til SMID-prisen ønsker vi på tværs af en række film- og medievidenskabslige miljøer i Danmark at fejre en meget skattet kollega, der har sat et markant aftryk på dansk og international film- og medieforskning.